Den første uge i Kina

Mig der har fundet internet - Yay!

Så er vi ankommet til Kina og har endelig fundet en internetcafé, så bloggen kan blive opdateret.
Flyveturen herned var UTROLIG lang og kedelig, men tiden gik dog og vi ankom til lufthavnen, hvor vi blev hentet af en amerikansk lærer fra skolen, Meaghan, og en chauffør. Køreturen fra Beijing til Tianjin tog 2½ time og var sindssyg. Hernede kører man nemlig når man vil og i øvrigt hvor man vil – rødt lys betyder ikke så meget og man dytter utroligt meget – bare sådan ”dyt dyt!” og ”ja dyt dyt til dig også!” og så dytter de lidt mere.

Sidst på eftermiddagen mandag ankom vi til vores lejlighed, en ganske stor én midt i Tianjin, så her er MEGET larm og dytten, men der er til gengæld kort vej til alt. Da vi havde set os lidt om i lejligheden kunne vi konstatere at toilettet ikke virkede, vores nøgle sad fast i hoveddøren og her var virkelig virkelig beskidt overalt, selv den ”rene” opvask var meget ulækker. Inden vi kunne nå at gøre noget ved det, blev vi dog hentet af Meaghan og hendes veninde, me..mee…fal…da.. jeg kan ikke stave til det, men noget i den retning! Vi tog på en restaurant og oplevede at de ikke er så internationale hernede som jeg havde troet, de snakkede overhovedet ikke engelsk, så man måtte bruge fagter og tegn og pege en masse, men det lykkes da at få det vi ønskede. Da vi havde spist og drukket kaffe på Starbucks gik Camilla og jeg hjem og gik i gang med at gøre rent på vores værelser, så vi i det mindste kunne holde ud at være derinde for skidt og støv. Da jeg gik i seng havde jeg ikke sovet i omkring 30 timer, så jeg faldt ret hurtigt i søvn.

Camilla og jeg på flyet!

Dag 2:
Vi blev hentet af Meaghan kl. 10 og gik ned på skolen, vi havde nemlig overhovedet ikke de to ugers ferie som vi var blevet lovet til at starte med, men pyt! Da vi kom ned til skolen blev vi vist rundt af Terri, en anden amerikansk lærer. Derefter blev vi ført ind i rummet hvor alle børnene fra skolen er samlet indtil den 16. februar, hvor deres nytårsferie slutter. Jeg satte mig ned til børnene og de kiggede meget på mig inden en af dem sagde ”oh, she is a foreigner” og så var det ikke så spændende længere – lige på det tidspunkt i hvert fald. De skulle nemlig samles og så var der storytime, altså, de satte en dvd på med en der læste op og så skulle de sidde og lytte til det. Efter det skulle de spise og så fik Camilla og jeg af vide at vi skulle tage hjem, så det gjorde vi.
Senere på dagen, da vi havde haft besøg af låsemanden – hvor kommunikationen også foregik ved hjælp af fagter og en masse pegen, hentede Meaghan og veninden os og vi gik ned i byen og kiggede lidt på deres utroligt lange gågade.
Om aftenen førte Meaghan os ned til et supermarked, så vi kunne købe sengetøj, håndklæder og ikke mindst knive og gafler. Vi tog en rickshaw hjem, det er en lille knallert med en kasse ovenpå til at sidde i. Samme aften tog vi på en international bar med Meaghan og veninden, det var virkelig rart at snakke med folk der kunne andet end kinesisk.

Dag 3:
Denne dag var den mærkeligste dag i meget meget lang tid.
Vi startede med at tage ned på skolen til kl. 8, hvor der var morgenmad og 8.30 blev vi delt op i to klasser. Jeg gik med de store op ovenpå sammen med Meaghan. På grund af ferien er børnene delt op i to klasser nu. Da vi kom derop var der circletime, hvor vi snakkede om vejret, datoen og sang sange og stavede en masse. Børnene heroppe var omkring 4 år og jeg var ret imponeret over hvor meget de kunne stave og sige på engelsk. Efter circletime blev der oprettet tre centre, hvor jeg skulle stå for det ene af dem. I de tre centre skal børnene tegne, klippe, tænke, stave og være kreative. Efter centrene er der frokost og derefter skal børnene sove i to timer. Indtil ferien er slut har Camilla og jeg fri kl. 11.30.
Vi havde aftalt med skolen at vi skulle komme igen kl. 15 i dag, for så kunne vi blive fulgt på politistationen og få lov til at bo her lovligt. Vi mødte op kl. 15 og fik af vide at vi skulle vente lidt. Vi sad på kontoret og ventede og imens foregik der en masse samtaler på kinesisk og de pegede på os hele tiden. Der var en dame vi aldrig havde set før og en gammel dame fra skolen, som vi havde set et par gange før. Efter noget tid kom en ung pige fra skolen ind og oversatte for os at vi ”under ingen omstændigheder måtte fortælle hvor vi boede og at vi arbejdede på skolen, vi skulle sige at vi arbejdede og boede ved den fremmede dame og lærte hendes børn engelsk.” Det var vi selvfølgelig overhovedet ikke med på, for vi forstod ikke hvorfor vi skulle lyve og hvorfor det skulle være en hemmelighed at vi arbejdede på skolen, og de kunne ikke give os svar på det. Efter en del tumult gik vi af sted og da vi gik forbi vores blok, stak vi den fremmede dame (som viste sig at være vores landlord) en løgn om at vi havde glemt vores pas og løb op til Meaghan og fortalte hende historien. Hun var meget forundret og gik med os ned til de andre. På dette tidspunkt havde både jeg og Camilla det meget dårligt med at være hernede – lysten til at tage min kuffert og en taxa til lufthavnen var meget stor. Meaghan hjalp os med at få ordnet det, så vi til sidst gerne måtte fortælle politiet at vi arbejde på skolen og boede et andet sted. Jeg har stadig ikke forstået hvorfor vi i starten ikke måtte sige noget om det, men sådan er Kina – der foregår mange mærkelige ting. Da vi kom hjem fra politistationen gik vores landlord og hendes søn med op i lejligheden for at lave vores toilet, men endte med at ringe til hendes mand, som kom og kiggede på det. Det tog omkring 2 timer at lave det og imens gik vores landlord og hendes søn rundt i lejligheden og lagde vores vasketøj sammen, vaskede vores gulv, skiftede vores pærer og snakkede til os på kinesisk. På et tidspunkt kom damen ind til mig i stuen og begyndte at snakke på kinesisk og så utrolig glad ud. Sønnen, der kan en smule engelsk, kom ind og oversatte: ”min mor siger at jeg gerne vil have dig med i parken og at hun gerne vil køre os derned snart.” Det var meget underligt, men sønnen gik hurtigt ud af stuen igen. Da de var færdige lagde sønnen sit nummer og vi fik en invitation til at komme til middag hos dem snart.

Dag 4:
I dag var jeg igen oppe ved de store børn. Efter circletime skulle Meaghan gå, så jeg var alene med en kinesisk lærer. Hun valgte dog at sætte sig over i et hjørne og sove i en time! Det gør man åbenbart bare når man har lyst hernede.
Om eftermiddagen gik vi ned på gågaden igen. Det er meget underligt at gå rundt hernede, for folk stirrer på os, vender sig rundt og peger og hvisker og der er også nogle der tager billeder af os – uden varsel! Meaghan fortalte mig på et tidspunkt, at de aldrig ser lyshårede hernede, så det er helt vildt for dem og at vi lige så godt kunne blive vant til det hurtigt, for det ville ikke ændre sig. Folk er desuden utroligt ucharmerende hernede, de hakker og snotter og spytter og klør sig alle steder hele tiden, det skal jeg også lige blive vant til.. Og ja mor! – der er nogle af dem der går med masker, men vi har fået af vide at de oftest gør det for at beskytte andre mod deres bakterier når de er syge, så det er ikke fordi der er udbrudt sars eller kogalskab eller sådan noget – bare rolig!

Dag 5:
Børnene i skolen er begyndt at acceptere mig som en del af hverdagen og de kommer til mig hele tiden nu, nogle gange ævler de løs på kinesisk, men så svarer man bare et eller andet og så er de glade. Til circletime denne dag ville en lille dreng, Yoyo, sidde ved mig, hvilket han selvfølgelig fik lov til og han begyndte at sige en masse på kinesisk og kiggede på mig og rørte ved mit hår og sagde ”yellow yellow see yellow” og de andre børn ville kigge og røre og fortalte mig at deres hår var sort og så blev jeg aeet en masse i håret og så var det det. Så var jeg ligesom en af dem!
Om eftermiddagen gik vi ned på skolen og prøvede om skype virkede der, det gjorde det og jeg fik ringet hjem og sagt god tur og pas på dig selv til Svend.
Om aftenen gik vi på Starbucks og fik en kop kaffe. Jeg havde taget min ipod med, for måske var der net dernede og yay – det var der, så der skal vi ned i dag og opdatere bloggen!

Jeg håber I alle sammen har det fantastisk derhjemme! Hernede er det i hvert fald skønt at være og forleden dag havde vi vores første forårsdag.

Jeg ville have lagt en rundvisning i vores lejlighed ind, men det tog 324879123546723893 år, så jeg blev sur på det og gad ikke vente mere.. Den må komme senere, i mellemtiden kan i se den på camillas blog: Camilla-i-kina.blogspot.com

Ps. Vi har hørt Maria Montell i en butik i dag! DET VAR FEDT!